Stærke præstationer i Prag holdt døren til medaljeskamlen på klem til det sidste..

Morten Hasselbalch Ukategoriseret Skriv en kommentar

  1. – 23. juni blev det traditionsrige Prag Grand Prix 2024 afholdt. Her var Virums Frederik Kristensen (2012) og Felix Stahl Eriksen (2010) draget afsted til Prag med en ambition om at prøve kræfter med ungdomsspillere fra en lang række primært europæiske lande. Stævnet er kendt for at tiltrække flere stærke europæiske spillere.

 

Dag 1

Frederik Kristensen stillede op i både single og holdturnering i U-13 rækken med den tidligere Virumspiller Felix Vural (2011 – nu Roskilde). Dag 1 startede ud med holdturneringen, hvor dette par var havnet i en pulje med 3 tjekkiske hold. I det indledende puljespil skulle der spilles fire individuelle kampe. Her viste det sig hurtigt, at drengene med flot og offensivt spil satte sig på kampene og gjorde rent bord med 12 sejre ud af 12 mulige og dermed en suveræn 1. plads i puljen. En stærk præsentation af drengene, hvor der samlet set kun blev afgivet 2 sæt(!). Med maksimumpoint i puljen undgik de 1/16 finalerne og var dermed direkte videre til 1/8 finalerne. Her stod drengene igen over for et stærkt Tjekkisk hold, som i 1/16 finalen fik en hårdt tilkæmpet sejr over et andet stærkt hold fra Berlin.

I finalespillet skulle der spilles bedst af 5 kampe – 4 individuelle kampe og i tilfælde af kamplighed en afgørende doublekamp.

1/8 finalen var programsat til kl. 20.30 og med en mindre forsinkelse blev kampen sat i gang kl. 21.00.  Om det var holdet fra Berlin der havde slidt tjekkerne op i kampen forinden, eller om det var storspil fra Virum/Roskilde-duoen som gjorde forskellen, må stå hen i det uvisse – men resultatet var der dog ikke tvivl om. Her tog den danske duo en stensikker 3-0 sejr (3-2, 3-1, 3-0) og var dermed videre til kvartfinalerne, som skulle afvikles på turneringens 2. dag.

Felix Stahl Eriksen stillede op sammen med Matus Deviatka fra SKST Bosanv. Holdet vinder to holdkampe i puljen og tabte en enkelt. Så de var videre som 2’er. De sidder over i kampen efter puljen og taber en knebent 3-2 holdkamp til TT Kempen.

Dag 2

Dag 2 skulle der først spilles indledende gruppespil i singleturnering. Frederik var seeded nr. 14 – det var vel og mærke lige efter spillere som Peader Sheridan (Irland), Andre Brece (Slovakiet), Hugo Rusch (Tyskland), Maor Nichanevich (Israel) og Daniel Gschanes (Østrig). Fint selskab og noget at leve op til!

Frederik fik en fornuftig lodtrækning grundet seedning, hvor han endte i en pulje med to tjekkiske hold samt et hold fra Israel. Frederik sluttede som 2’er med et enkelt 3-1 nederlag til samme tjekke, som han dagen forinden havde slået 3-2. 

Felix Stahl Eriksen taber desværre sin første kamp i cupspillet 3-1 til Vaclav Hrabec.

Sidst på dagen ventede Frederik/Felix Vurals kvartfinale i holdturnering, og en mulig plads på medaljeskamlen var inden for rækkevidde. Den danske duo stod overfor et ungt tysk hold fra TTV Niedersachsen. Igen var det bedst af 5 kampe. Frederik startede mod Benno Dettmer og vinder 1. sæt 12-10. Herefter bliver det desværre 3 rimelig sikre sæt til Benno og dermed var 3-1 nederlaget en realitet i den første kamp. I 2. kamp står Felix overfor Kirill Manalaki, som rimelig sikkert tager en 3-0 sejr. Drengene er nu tvunget til en sejr i den 3. kamp for at holde liv en semifinaleplads og medaljedrømmene. Det ender dog med endnu et 3-0 nederlag til Felix mod Benno og dermed blev kvartfinalen også endestationen for drengene.

 

Dag 3

Frederik mødte en stærkt spillede tjekke, som trods godt spil i især 3. sæt måtte se sig slået 3-0. Den danske duo kan dog se tilbage på en vanvittig flot turnering med masser af god bordtennis, kamptræning og erfaringer med at deltage i større internationale stævner.